Udskriv siden

Hædersbevisning til Erik Flarup.

Af: Gert Johannesen

Ved Dansk Orienterings Forbunds repræsentantskabsmøde, der blev afholdt den 5. marts 2011 i Vingstedcentret ved Vejle, fik Erik et fortjent skulderklap.

Erik fra Skive AMOK, blev ved Dansk Orienterings Forbunds repræsentantskabsmøde i Vejle, valgt som årets korttegnerprofil 2010.

Erik har i mange år tegnet orienteringsløbskort for sin egen klub, Skive AMOK. Gode tidssvarende kort er en forudsætning for orienteringsløb og tegning af disse er et stort og meget tidskrævende og for orienteringsklubberne nødvendigt arbejde.



John Holm, formand for kortudvalget under Dansk Orienterings Forbund, overrækker Erik titlen som Årets kortprofil 2010.

I de senere år har Erik udviklet sig meget som korttegner og har hjulpet en del klubber med korttegning, herunder tillige kort for selve Forbundet. Han har tegnet orienteringsløbskort i det meste af Jylland, lige fra Rømø til Skagen.

Det er således blevet til adskillige kort i Thy, på Rømø, omkring Ulfborg, Skagen og Vendsyssel.

De kort Erik har tegnet er blevet anvendt til mange nationale og internationale orienteringsløb, som er blevet afholdt i Danmark. Her kan nævnes Verdensmesterskaberne i Århus i 2006, flere Danske Mesterskaber, Militære Mesterskaber og andre nationale løb som Påskeløbene, Jysk 3-dages og Skawdysten. Sidstnævnte er et arrangement som Skive AMOK arrangerer i samarbejde med Skagen OK hvert andet år.

I 2010 fik Erik megen ros for sin korttegning af Svinkløv Klitplantage i Vendsyssel. Kortet blev anvendt ved Junior Verdensmesterskaberne, arrangeret af Aalborg OK i 2010. Her viste Erik sine store evner som korttegner. Tegning af orienteringsløbskort i klitterræner er det mest krævende man kan blive udsat for i Danmark.

Erik har primært fungeret som den der rekognoscerede i terrænet, men nu er han også begyndt at rentegne kortene på computer. En opgave, som han tidligere lod andre udføre.


Han har de sidste par år fået snust til denne del af opgaven og kan nu se, at det hæver kortkvaliteten væsentlig, at han selv udfører rentegningen på computer. Dette betyder nemlig at han kan gå hjem og tegne kortet rent på computer, umiddelbart efter at han har været i skoven for at rekognoscere og derved stadigvæk kan huske detaljerne fra sit besøg i skoven.

Herudover er Erik en flittig kortkonsulent, hvor han på en behagelig måde vejleder andre klubbers korttegnere omkring korttegning, idet han formår at få sine synspunkter igennem uden at støde folk fra sig.

Erik er kortkonsulent for Dansk Orienterings Forbund på både fodorienterings- og mountainbikeorienteringskort.

Skive AMOK er meget stolt over, at have et klubmedlem som Erik Flarup. Et medlem der bruger rigtig mange timer på at revidere og nytegne orienteringskort. Orienteringskortet er vores sportsplads. Uden kort ingen sportsplads for orienteringsløbere.

Gert Johannesen

Skive AMOK

07.03.2011